Renæssancen: Modernitetens oprindelse Renæssancens moderne Ridder 23.-25. september 1999 (program) I renæssancen undergår ridderskabet en forvandling, og vi vil forsøge at kortlægge den udvikling, der fører til, at den traditionelle ridder i 1500-tallet kommer til at levere skikkelse til et moderne menneske, nemlig Ludovico Ariostos Orlando. En del af projektet vil omhandle den organisatoriske og fortolkningsmæssige modernisering af en middelalderlig institution, nemlig ridderskabet. I begyndelsen af det femtende århundrede ændrer ridderskabet som institution sig: eksisterende ordener fik ny statutter, ofte forfattet af tidens førende humanister, og skrifter om ridderskabet forsøgte sprogligt og indholdsmæssigt at skildre institutionen i antikke termer, dvs. at gøre den moderne. På samme tid bliver antikkens helte sprogligt og i billedkunsten fremstillet som riddere. I sammenhæng hermed vil vi vise, hvordan ridderskikkelsen bliver brændpunkt for skildringen af individet, det heroiske men ofte også gale menneske. Der sker en markant udvikling mellem Boiardos Orlando Inammorato fra 1494 og Ariostos Orlando Furioso (1516-1531): Orlando-skikkelsen eksemplificerer, hvordan menneskets individualisering medførte at rationalitetens rækkevidde blev problematiseret: i højrenæssancen står irrationelle strømninger overfor den dominerende kultur, og den udskilte galskab tematiseres markant i litteratur og billedkunst. Også nord for Alperne undergår ridderbilledet en forandring. Da Christian IV skulle opdrage sine børn, kunne han ty til mere end hundrede fyrstespejle, som gav indgående råd med hensyn til de krav til dannelse og handledygtighed, der skulle stilles til en ung hersker. Ligeledes angiver de detaljeret, hvordan disse færdigheder kunne opnås. Fyrstespejlene udspringer af meget forskellige kontekster og har tilsvarende forskellige mål og idealer, som gennem udbredelsen af kendskabet til dem har præget hofferne i hele Europa og har påvirket normerne for den ideale "ridder", som skildres i malerkunsten. Flere af de karaktertræk og færdigheder, som findes både i tekstlig og i afbildet form, udtrykker en overraskende moderne etik og æstetik, som inviterer til en mere indgående analyse af, i hvor høj grad stadig aktuelle "ridder"-idealer har rod i udformningen af den moderne ridder i renæssancen. Der synes at være sket en ændring af vægtningen mellem den betydning, handledygtighed og intellektuel aktivitet (vita attiva-vita contemplativa) tillægges i renæssancen og i nutiden. go to top of page Denne side er sammensat af Marianne Pade 20-7-1997 / red. 30-11-1998