Renæssancen: Modernitetens oprindelse Virtù og  fortuna Rom, 23.-27. januar 1999 (program) I renæssancens Italien førte bestræbelserne på at definere menneskets plads, værd og muligheder til diskussioner af forholdet mellem to vigtige faktorer i et menneskes livsløb, nemlig forholdet mellem personlig excellens, virtù, og omstændigher, held eller skæbne, fortuna. Plutarchs Levnedsskildringer, der alle, som Plutarch selv eksplicit gør opmærksom på, er eksempler på samspillet mellem disse to vilkår i store statsmænds liv, fik sammen med de relevante skrifter af Aristoteles overordentlig stor betydning for udviklingen af periodens etiske teori. Vi finder oversættelser af skrifter der omhandler de to begreber, f.eks. Plutarchs De Alexandri virtute et fortuna, hans De fortuna Romanorum, og De profectibus in virtute, ligesom originale filosofiske værker om et eller begge begreber er talrige. Her skal blot nævnes Petrarcas De remediis utriusque fortunae og De viris illustribus, Boccaccios De casibus virorum illustrium, Coluccio Salutatis De fato et fortuna og Poggio Bracciolinis De varietate fortunae. Gennem en analyse af begreberne virtù og  fortuna fra G.B. Albertis Libri della famiglia (1444) til N. Machiavellis Fyrsten (1513) og F. Guicciardinis historiske værker ses en forskydning af menneskesynet påvirket af Italiens politiske sammenbrud omkring 1500 til 1530. I digtningen spiller de to begreber en vigtig rolle hos forfattere som Ludovico Ariosto, og de bliver fremstillet i billedkunsten, f.eks. i billed-cyklus'er, der illustrerer Plutarch eller Valerius Maximus. Vi påtænker et seminar med indlæg om virtù og  fortuna i filosofi, antikreception, digtning og billedkunst.

---

Denne side er sammensat af Marianne Pade 20-7-1997 / red. 1-2-1999