|
Renæssancen: Modernitetens oprindelse
Den ny Aristoteles
København, 23.-25. april 1998 (program)
I perioden mellem Petrarca og Francis Bacon er en af mange filosofiske udviklinger en omfortolkning af Aristoteles' forfatterskab. Sædvanligvis nævnes Aristoteles som den forfatter, hvis autoritet karakteriserede middelalderen, men alene i det 16. århundrede finder vi rent numerisk flere værker, der beskæftiger sig med Aristoteles, end i de foregående 1000 år. Endvidere blev de middelalderlige, latinske Aristoteles-oversættelser gradvist erstattet af ny, humanistiske, således at man i 1500-tallet besad en komplet Aristoteles-tekst på et samtidigt latin. Denne filosofiske reorientering kom til at berøre alle dele af forfatterskabet, hvis indflydelse til gengæld blev betragtelig på talrige områder: den skolastiske udlægning af dialektikken blev kritiseret af Lorenzo Valla (hvilket førte til, at han blev dømt som kætter); Leonardo Brunis oversættelse af den Nichomachæiske Etik blev medvirkende til ny diskussioner af etikken; de naturvidenskabelige værker påvirkede forfattere som Ermolao Barbaro i hans arbejder med Dioscorides; og Poetikken fik betydning for udviklingen af renæssancens epos og for teatret. Endelig kom Politikken, der i Leonardo Brunis oversættelse findes i over 200 håndskrifter og 8 inkunabler, til at præge den politiske filosofi i århundreder. Vi påtænker et seminar med indlæg om den middelalderlige aristotelisme, samt renæssancens nylæsning af de enkelte dele af Aristoteles' forfatterskab.
|